at meditere

I denne måned er det 20 år siden jeg var på mit første kursus i meditation.

I en alder af 15 år spurgte min far mig, om jeg ikke ville lære at meditere. Han har selv praktiseret Transcendental Meditation siden slutningen af 70’erne og mente -af en eller anden årsag- at det måtte være noget for mig. Jeg konfererede kort med min bedste ven Jens, og vi var enige… Det var lige os.

Jens måtte tage af konfirmations pengene han havde fået i foråret, for at få råd. Min far betalte for mig.

Små nervøse og uden en egentlig forstilling om hvad vi havde sagt ‘ja’ til, mødte vi op i en baggård på Vesterbrogade til et forløb, der så vidt jeg husker strakte sig over en måneds tid; med fremmøde et par aftenener om ugen, foruden nogle weekend dage.

Vi sad på stolerække og blev undervist i hvad meditation er og hvordan det påvirker hjernen. Der blev tegnet på whiteboard og vist videoer -ikke fra youtube som ikke fandtes dengang, men fra et VHS bånd. Videoerne viste bla. hvordan man -ved mange års træning med denne meditations teknik- kunne lære at ‘flyve’. Det mindede mest af alt om hop udført i ‘fuld lotus’ og vi måtte bruge mange kræfter på ikke at grine meget højt.

Alt imens gumlede vi fuldkornskiks og drak urtete -som på det tidspunkt også var helt nyt for os. Vi blev hvert givet vores eget personlige mantra og skulle de næste par gange vi mødtes udfylde spørgeskemaer og diskuterer i grupper hvordan vi fik det under meditation. Meditationen skulle praktiseres 2 gange daglig á 20 minutter. Før morgenmad og før aftensmad.

Alt sammen en ret intens oplevelse, som faktisk overvældede mig og fik mig til at se meditation som en kompleks og svært tilgængelig praksis.

Dog skal det siges at meditationen de første måneder fik mig til at flyve -ikke i de hop jeg havde set på video. Men så snart jeg lukkede øjenene og gentog mit mantra fandt jeg ro, stilhed og fik de vildeste oplevelser af at kroppen pludselig føltes lille bitte og så kæmpe stor i forhold til omgivelserne.

Det blev -ikke desto mindre- hurtigt svært at få de 40 daglige minutters meditation passet ind i hverdagen. Og jeg følte at hvis jeg ikke fik alle 40 minutter med dagligt, var det ikke ‘rigtigt’ og dermed lige meget. (Jeg havde trods alt set min far præstere at få de 40 minutter passet ind, hele mit liv). Så den daglige praksis løb ud i sandet, sammen med fuldkornkiks og urtete. Jeg mediterede de følgende år sporadisk -gerne i forbindelse med eksamener eller andre begivenheder der kræve mit fulde fokus.

Men for ca. 12 år siden begyndte meditationen at kalde på mig igen og jeg har siden lært mange nye teknikker og mantraer. Dog kom en daglig praksis ikke igang igen, før for 3 måneder siden. En dag til yoga nævnte min yogalærer Louise, at 8 minutters meditation om dagen er ‘nok’. Nok til at reducere stress og angst og nok til at finde ro og forbinde sig med sig selv. Hun introducerede den meget simple meditations teknik; at tælle åndedrættet fra 1-9 for derefter at starte forfra.

Og pludselig var der noget i mig der vågnede. Som om de stærkt optrukne regler vedrørende meditation, der fandtes i mit hovede smeltede bort.

8 minutter om dagen er ikke uoverskueligt og hvilken som helst teknik / mantra, der giver sindet noget at fokuserer på er ok. Herefter er en daglig meditations praksis blevet tilgængelig. En daglig pause kun med ‘mig’. Siden maj, har jeg sat mit vækkeur til at vække lidt tidligere -bare 10 minutter. Inden jeg står ud af min seng, sætter jeg en pude i ryggen og lukker øjenene.

Og så går jeg med det mantra eller den teknik, der kommer til mig den dag. Nogle gange tæller jeg åndedrættet op til 9 (som Louise har lært mig), nogle gange kommer mit ‘gamle’ mantra til mig. Nogle gange et andet mantra, en farve, et fysisk anker osv. Og med dét den smukke erkendelse af; at meditation i virkeligheden er at synke ind i den stilhed der allerede findes inden i.

Mere indviklet behøver det ikke at være!

AT OHM’E

Fra tid til anden er der en elev der spørger mig, hvorfor jeg afslutter mine klasser med at ohm’e. Jeg har hørt mange forskellige forklaringer på hvorfor vi ohm’er, og mine 2 yndling forklaringer er disse:

Den 10. hjernenerve.
Fra undersiden af hjernen udspringer bla. den 10. hjernenerve også kaldet – nervus vagus. Det interessante ved netop denne hjernenerve er at den går lige igennem diafragma -vores vigtigste åndedrætsmuskel. Når vi ohm’er sættes denne hjernenerve i vibration, og disse vibrationer forplanter sig ud i diafragma og får musklen til at give slip og slappe af.

Når vi er stressede, er meget mentale, har tankemylder osv. har vi en tendens til at holde vejret eller trække vejret overfladisk, hvilket giver spændinger i kroppen og holder os i en konstant ‘væren på vagt’ tilstand. Ved at sætte vagus nerven i vibration og få diafragma til at slappe af, får kroppen mulighed for at finde det parasympatiske nervesystem, som er det modsatte af at være på vagt. Det er her vi restituere, slapper af og cellerne fornyes.

Ved at lære at føre os selv til det parasympatiske nervesystem, kan vi hjælpe os selv med at reducere bla. stress og angst; foruden en masse fysiske goder som eksempelvis bedre fordøjelse og lavere blodtryk.

Molekylernes vibration.
Vores krop består af en masse molekyler, som ikke hænger sammen. Vi opfatter vores krop som en sammenhænge masse, men i virkeligheden er der plads i mellem alle molekylerne og de står i en evig vibration ifht. hinanden. Disse vibrationer kan variere alt efter hvordan vi, kroppen, humøret og energien har det. Nogle vibrationer er højere / rarere end andre. Eksempelvis skulle taknemmelighed være den højeste vibrationen.

Ohm kaldes universets lyd, den første lyd. Og lyden skulle fremkalde den vibration som er grundlæggende og sammenholdende for hele universet. Jeg forstiller mig dét at ohm’e, som at stemme en guitar. Vi kan ‘viske tavlen ren’ og stå i vibration med universet. Forbinde os til flowet og en højere bevidsthed.

Jeg har selv oplevet de ‘skønneste’ ohm, når jeg har fulgt et råd jeg engang fik om at ‘aligne’ mit ohm, med det ohm jeg kunne høre længst væk i lokalet. Derved oplever jeg at mit fokus kommer væk fra mit eget ohm (længe leve selvbevidstheden) og smelter sammen med de andre ohm i lokalet. Og på forunderlig vis, kan jeg her næsten mærke hvordan vi alle er én. Hvordan én lyd, bliver én bevidsthed. Hvordan følelsen af at være isoleret og alene fordufter og erstattes af vibrationerne af flow, tillid og kærlighed.

Ohm away!

AT TURDE

Da jeg kom hjem fra min første yogalærer uddannelse var jeg så fyldt med livsmod og glæde. Jeg var så parat til livet og til at sige “ja” til det. Indtil da havde jeg været meget styret af frygt. Jeg kunne se alle de ting der kunne gå galt i et projekt, inden jeg overhovedet startede det op. Jeg bar rundt på tonsvis af begrænsende overbevisninger som ofte stoppede mig,når jeg fik lyst til at prøve noget nyt.

Men det var som om de uger på yogalæreruddannelsen, med intens yoga flere gange om dagen, rensede mig. Det at være væk fra hverdagen og kun tage stilling til mig selv og min yoga var healende på et helt ufatteligt plan. Frygten var der endnu, men modet var på magisk vis blevet større end den.

Så jeg lavede en pagt med mig selv:
Fra den dag, skulle jeg gøre alt hvad jeg havde lyst til; selv om jeg ikke turde. Jeg startede i de små… Eksempelvis med at give komplimenter selv om jeg kunne føle det var akavet. Og endte et halvt år efter med at undervise mit første retreat, selvom jeg på det tidspunkt kun havde været uddannet i 6 måneder.

Siden har denne beslutning bragt oceaner af fine og fantastiske ting med sig. En hel ny verden af muligheder, glæde, nye fantastiske mennesker, smukke nye sider af mennesker jeg allerede kender, oplevelser og følelser jeg ikke troede jeg nogensinde skulle opleve. Alt føles muligt og åbent. Som at have handlet i Netto hele livet, og pludselig have adgang til Magasin.

Jeg er blevet så forelsket i livet, fordi jeg føler at vi arbejder sammen nu. Vil samme vej. Danse samme dans. Som det altid sker, når man lytter til den indre stemme, følger kaldet og lyset indeni. Og altid, altid finder modet til at turde, og lade det være større end frygten.

Samme problematik møder jeg når jeg om sommeren er på stranden. Jeg er så draget af vand og elsker følelsen af at være i det, samtidig med at det skræmmer mig. Jeg kan f.eks. ikke svømme fordi jeg ikke tør slippe bunden med fødderne. Så jeg blir konfronteret med og mindet om min pagt med mig selv HVER gang jeg står i vandkanten. Heldigvis -både her og i resten af livet- får modet oftest lov til at vinde.

Fordi erfaringen de sidste par år har vist mig at det er dét det hele handler om… At turde gå ud på det dybe. Følge vejen lyskeglen peger på. Derud og derhen hvor det kilder i maven.

Det er der livet findes!

Ravi Yoga

Lillejuleaften 2004 så jeg for første gang i fjernsynet Georg Harrisons støttekoncert for Bangladesh, som originalt blev afholdt den 1. august 1971 i Madison Square Garden i New York. Han havde inviteret en masse af datidens stjerner til at spille med ham, bla. Ravi Shankar. Så snart han kom på scenen blev jeg forelsket i både ham og hans sitar spil.

Senere fandt jeg ud af at Ravi betyder sol på sanskrit (oldindisk).

Så da jeg skulle navngive mit firma gav Ravi så meget mening. For mig er yoga i høj grad et værktøj til at finde lyset, glæden og meningen med livet. Yoga kan være med til at belyse sider i os selv som ellers er skjult for dagligdagsbevidstheden. Når jeg underviser bestræber jeg mig på at videregive nogle af de fine pointer yogaen har givet mig. Her bruger jeg temaer som glæde, taknemmelighed, styrke osv. For på den måde at hjælpe mine elever i retningen af deres lys.

Så derfor Ravi Yoga!