I denne måned er det 20 år siden jeg var på mit første kursus i meditation.
I en alder af 15 år spurgte min far mig, om jeg ikke ville lære at meditere. Han har selv praktiseret Transcendental Meditation siden slutningen af 70’erne og mente -af en eller anden årsag- at det måtte være noget for mig. Jeg konfererede kort med min bedste ven Jens, og vi var enige… Det var lige os.
Jens måtte tage af konfirmations pengene han havde fået i foråret, for at få råd. Min far betalte for mig.
Små nervøse og uden en egentlig forstilling om hvad vi havde sagt ‘ja’ til, mødte vi op i en baggård på Vesterbrogade til et forløb, der så vidt jeg husker strakte sig over en måneds tid; med fremmøde et par aftenener om ugen, foruden nogle weekend dage.
Vi sad på stolerække og blev undervist i hvad meditation er og hvordan det påvirker hjernen. Der blev tegnet på whiteboard og vist videoer -ikke fra youtube som ikke fandtes dengang, men fra et VHS bånd. Videoerne viste bla. hvordan man -ved mange års træning med denne meditations teknik- kunne lære at ‘flyve’. Det mindede mest af alt om hop udført i ‘fuld lotus’ og vi måtte bruge mange kræfter på ikke at grine meget højt.
Alt imens gumlede vi fuldkornskiks og drak urtete -som på det tidspunkt også var helt nyt for os. Vi blev hvert givet vores eget personlige mantra og skulle de næste par gange vi mødtes udfylde spørgeskemaer og diskuterer i grupper hvordan vi fik det under meditation. Meditationen skulle praktiseres 2 gange daglig á 20 minutter. Før morgenmad og før aftensmad.
Alt sammen en ret intens oplevelse, som faktisk overvældede mig og fik mig til at se meditation som en kompleks og svært tilgængelig praksis.
Dog skal det siges at meditationen de første måneder fik mig til at flyve -ikke i de hop jeg havde set på video. Men så snart jeg lukkede øjenene og gentog mit mantra fandt jeg ro, stilhed og fik de vildeste oplevelser af at kroppen pludselig føltes lille bitte og så kæmpe stor i forhold til omgivelserne.
Det blev -ikke desto mindre- hurtigt svært at få de 40 daglige minutters meditation passet ind i hverdagen. Og jeg følte at hvis jeg ikke fik alle 40 minutter med dagligt, var det ikke ‘rigtigt’ og dermed lige meget. (Jeg havde trods alt set min far præstere at få de 40 minutter passet ind, hele mit liv). Så den daglige praksis løb ud i sandet, sammen med fuldkornkiks og urtete. Jeg mediterede de følgende år sporadisk -gerne i forbindelse med eksamener eller andre begivenheder der kræve mit fulde fokus.
Men for ca. 12 år siden begyndte meditationen at kalde på mig igen og jeg har siden lært mange nye teknikker og mantraer. Dog kom en daglig praksis ikke igang igen, før for 3 måneder siden. En dag til yoga nævnte min yogalærer Louise, at 8 minutters meditation om dagen er ‘nok’. Nok til at reducere stress og angst og nok til at finde ro og forbinde sig med sig selv. Hun introducerede den meget simple meditations teknik; at tælle åndedrættet fra 1-9 for derefter at starte forfra.
Og pludselig var der noget i mig der vågnede. Som om de stærkt optrukne regler vedrørende meditation, der fandtes i mit hovede smeltede bort.
8 minutter om dagen er ikke uoverskueligt og hvilken som helst teknik / mantra, der giver sindet noget at fokuserer på er ok. Herefter er en daglig meditations praksis blevet tilgængelig. En daglig pause kun med ‘mig’. Siden maj, har jeg sat mit vækkeur til at vække lidt tidligere -bare 10 minutter. Inden jeg står ud af min seng, sætter jeg en pude i ryggen og lukker øjenene.
Og så går jeg med det mantra eller den teknik, der kommer til mig den dag. Nogle gange tæller jeg åndedrættet op til 9 (som Louise har lært mig), nogle gange kommer mit ‘gamle’ mantra til mig. Nogle gange et andet mantra, en farve, et fysisk anker osv. Og med dét den smukke erkendelse af; at meditation i virkeligheden er at synke ind i den stilhed der allerede findes inden i.
Mere indviklet behøver det ikke at være!