AT TURDE

Da jeg kom hjem fra min første yogalærer uddannelse var jeg så fyldt med livsmod og glæde. Jeg var så parat til livet og til at sige “ja” til det. Indtil da havde jeg været meget styret af frygt. Jeg kunne se alle de ting der kunne gå galt i et projekt, inden jeg overhovedet startede det op. Jeg bar rundt på tonsvis af begrænsende overbevisninger som ofte stoppede mig,når jeg fik lyst til at prøve noget nyt.

Men det var som om de uger på yogalæreruddannelsen, med intens yoga flere gange om dagen, rensede mig. Det at være væk fra hverdagen og kun tage stilling til mig selv og min yoga var healende på et helt ufatteligt plan. Frygten var der endnu, men modet var på magisk vis blevet større end den.

Så jeg lavede en pagt med mig selv:
Fra den dag, skulle jeg gøre alt hvad jeg havde lyst til; selv om jeg ikke turde. Jeg startede i de små… Eksempelvis med at give komplimenter selv om jeg kunne føle det var akavet. Og endte et halvt år efter med at undervise mit første retreat, selvom jeg på det tidspunkt kun havde været uddannet i 6 måneder.

Siden har denne beslutning bragt oceaner af fine og fantastiske ting med sig. En hel ny verden af muligheder, glæde, nye fantastiske mennesker, smukke nye sider af mennesker jeg allerede kender, oplevelser og følelser jeg ikke troede jeg nogensinde skulle opleve. Alt føles muligt og åbent. Som at have handlet i Netto hele livet, og pludselig have adgang til Magasin.

Jeg er blevet så forelsket i livet, fordi jeg føler at vi arbejder sammen nu. Vil samme vej. Danse samme dans. Som det altid sker, når man lytter til den indre stemme, følger kaldet og lyset indeni. Og altid, altid finder modet til at turde, og lade det være større end frygten.

Samme problematik møder jeg når jeg om sommeren er på stranden. Jeg er så draget af vand og elsker følelsen af at være i det, samtidig med at det skræmmer mig. Jeg kan f.eks. ikke svømme fordi jeg ikke tør slippe bunden med fødderne. Så jeg blir konfronteret med og mindet om min pagt med mig selv HVER gang jeg står i vandkanten. Heldigvis -både her og i resten af livet- får modet oftest lov til at vinde.

Fordi erfaringen de sidste par år har vist mig at det er dét det hele handler om… At turde gå ud på det dybe. Følge vejen lyskeglen peger på. Derud og derhen hvor det kilder i maven.

Det er der livet findes!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *